Plan og Boligudvalg – Dagsorden til møde 25. september 2023

13. september 2023 0 Af Mette Lund

Kære Naboer

Uddrag fra Plan og Boligudvalgets dagsorden til deres møde 25. september 2023.

Der er registreret 210 høringssvar til Ringsted Go Green.

Bemærk:
‘for en beslutning om hvilke projekter (op til to, som besluttet i Plan- og Boligudvalget den 19. december 2022)’ (OBS. Tænker der skal stå 2023)

Du finder hele dagsordenen her (klik på ‘hente hele dagsordenen’):

https://dagsordener.ringsted.dk/vis?Dagsorden-Plan–og-Boligudvalget-d.25-09-2023-kl.16.00&id=ac1c00e8-5ee1-4270-96cb-48824f4044d8

Indledning
I denne sag fremlægges høringssvarene fra den offentlige høring af fem projekter inden for
vedvarende energi (VE). Administrationen fremlægger desuden et forslag til den videre
proces. De fem projekter har været i 8 ugers offentlig høring fra den 3. april 2023 til den 4.
juni 2023.

Beskrivelse af sagen
Ringsted Kommune har modtaget fem ansøgninger om etablering af større VE-anlæg i
kommunen. Bilag 1 indeholder en oversigt over de fem projekters placering og udstrækning i
Ringsted Kommune, i den version der har været i høring.
I overensstemmelse med bestemmelserne i planlovens § 23 c besluttede Plan- og
Boligudvalget den 27. marts 2023, pkt. 9 at sende de fem projekter i forhøring. Projekterne
har været i forhøring fra den 3. april 2023 til den. 4. juni 2023.
Høringsnotat fra den offentlig høring

Der er indkommet følgende høringssvar: Sørup Herregård: 21; Kværkeby: 8; Adamshøj: 15;
Ringsted Sol: 35; Ringsted Go Green: 210. Yderligere er der indkommet 6 høringssvar som
ikke henvender sig direkte til et af anlæggene.
Administrationen har behandlet alle høringssvar. Bilag 2-7 indeholder en opsummering af
høringssvarene for hvert projekt (hvidbog/høringsnotat). Bilag 8-13 indeholder alle
høringssvar.

En kort opsummering af høringssvarene for alle fem projekter fremgår nedenfor:
Placering og omfang: I størstedelen af alle høringssvar giver borgerne udtryk for at være
bekymrede over placeringen i forhold til konsekvenserne for området, naboerne og naturen.
De fleste udtrykker også modstand for anlæggenes placering på landbrugsjord. Der opfordres
bl.a. til at udnytte andre områder, der kan fungere bedre til formålet, såsom arealerne langs
motorvejen og jernbanelinjerne, på tage af kommunale bygninger og i industriområder.
Særligt i forhold til Ringsted Go Green er der en opfordring til at mindske omfanget og
sprede VE-anlæggene mere jævnt ud over hele kommunen.

Visuel påvirkning: I omtrent halvdelen af høringssvarene giver borgere udtryk for en
bekymring over for den visuelle påvirkning af området. Særligt for projektet for Sørup
Herregård er flere bekymrede, grundet det meget kuperede terræn. Hvad angår solcelleanlæg,
er borgerne bekymrede for, at der vil være en del genskær. For projektet med Ringsted
GoGreen, er borgerne bekymrede for skyggekast fra vindmøller.

Værditab: Størstedelen af alle høringssvarene bemærker ejendomsværditab som en
bekymring, herunder stavnsbinding og teknisk insolvens. I høringssvarene ønsker en del
kompensation for tabt ejendomsværdi. For høringssvarene til Ringsted GoGreen, mener
omtrent halvdelen at kompensation ikke vil gavne, da landområdet giver borgerne merværdi
og livsglæde, hvilket ikke ville kunne kompenseres, med penge og andre
kompensationstiltag.

Støj, røg, lugt og forurening: Størstedelen af borgerne er bekymrede for miljøforhold som
støj, lugt, støv og lysgener. Bemærkningerne henvender sig dels til støj og luftforurening
relateret til trafik og byggefasen, og dels relateret til støj fra vindmøller, herunder lavfrekvent
støj. Særligt for Ringsted GoGreen er der bekymring for eksplosionsfare, samt bekymring for
grundvandet.

Trafik og infrastruktur: I over halvdelen af høringssvarene nævnes trafikale forhold. For
projekterne ved Sørup Herregård og Ringsted Go Green er der en bekymring for om de
omkringliggende veje er for smalle. Flere udtrykker også en bekymring for forholdene for de
bløde trafikanter. Der er desuden en bekymring for transport med farlig brændsel i forhold til
Ringsted GoGreen.

Materiale, kemikalier og deponering: I under halvdelen af høringssvarene udtrykker borgerne
en bekymring for VE-anlæggenes påvirkning af miljøet i forhold til manglende afklaring af
håndteringen af skadelige stoffer, i særlig grad PFAS. Bekymringen fokuserer også på
manglende klarhed om deponeringen af solcellepaneler og andet affald i henhold til gældende
regler.

Natur og biodiversitet: Størstedelen af borgerne udtrykker generelt en bekymring for VEanlæggenes konsekvenser for dyreliv, biodiversitet og økologiske forbindelser. De fleste
beskriver et rigt fauna, dyre og fugleliv i områderne og der påpeges, at områderne huser
mange sjældne arter. Nogle borgere bemærker, at de ønsker mere omfattende planer for at
beskytte naturen og dyrelivet, herunder vandringsruter og sjældne arter, især fugle, padder og
flagermus.

Beplantning/afskærmning: I under halvdelen af høringssvarene er der bemærkninger om
afskærmning, og generelt ønsker borgerne, at der bliver plantet beplantning for at skjule VEanlæggene. Enkelte borgere har præcise ønsker til beplantningen, som også skal kunne
fungere som afskærmning om vinteren. Flertallet er skeptiske overfor tidshorisonten for
væksten af levende hegn og tvivler dermed på, at de vil være effektive afskærmninger i den
nærmeste fremtid. Især i forhold til Ringsted Sol påpeger flere borgere manglende
afskærmning ved det eksisterende biogasanlæg fra samme projektansvarlige, hvilket vækker
bekymring for gentagelse.

Organisering, økonomi og drift: Under halvdelen af borgerne har bemærkninger til
ejerskabsform og drift af VE-anlæggene. Heraf understreger størstedelen af disse behovet for
en mere lokal tilgang til energianlæggene. Der er bl.a. forslag om dannelse af lokale
energifællesskaber, kommunalt medejerskab og oprettelse af en økonomisk deltagelsesfond.
Til Ringsted GoGreen nævnes kompleksiteten i BiOCircs selskabsstruktur og deres
manglende erfaring med et sådant projekt. Derudover påpeges uoverensstemmelser i
Ringsted GoGreens CO2-regnskab, samt behovet for en betydelig udvidelse af
forsyningsnettet for at håndtere den forventede øgede strømproduktion.

Politisk strategi: Halvdelen af borgerne har ønsker til mere omfattende og holistisk tilgang til
energiplanlægning. Der er ønsker til en proces der inkluderer uvildige eksperter og nogle
forslår, at kommunen udvælger egnede områder til energiprojekter, hvorefter udbydere kan
byde ind. Borgerne understreger vigtigheden af at integrere aspekter som klima, miljø, natur,
samfundsinteresser og hensyn til forskellige energikilder, overskudsenergiopbevaring og
lokal deltagelse i en koordineret plan fra Ringsted Kommune.

Proces og inddragelse: I disse høringssvar bemærkes utilfredshed med Ringsted Kommunes
planlægningsproces på grund af manglende borgerinddragelse
og utilstrækkelig kommunikation. Høringsmaterialet fra udviklere og kommunen anses for
utilstrækkeligt, især projektinformation og kortmateriale. Nogle borgere påpeger også, at
indbydelse til dialog og informationsmøder er snævert målrettet og begrænset til specifikke
områder.

Kulturhistorie: I Ringsted Sol og Adamshøj fokuserer enkelte borgere på områdernes
betydning i forhold til kultur og identitet. I tilfældet Ringsted GoGreen bemærker under ¼
del af høringssvarene, at projektet delvist er placeret i områder med særlig interesse for
landskab og kulturarv.

Yderligere deltager Direktøren fra Ringsted Forsyning på mødet med hendes faglige
vurdering af projekterne set i relation til forsyningen.
Den videre proces

Administrationen anbefaler, at høringssvarene tages til efterretning og kan indgå i en dialog
mellem lokalrådene og projektudviklere om justeringer og tilpasning af projekterne. Der vil
eventuelt i denne forbindelse ske en yderligere tilretning af projekterne. Parallelt hermed
udfører administrationen en screening af de potentielt reviderede projektforslag for at
identificere mulige planmæssige konfliktpunkter i området.
Administrationen vil senere fremlægge en sag med en planfaglig vurdering af de potentielt
reviderede projekter, som afsæt for en beslutning om hvilke projekter (op til to, som besluttet
i Plan- og Boligudvalget den 19. december 2022), udvalget vil anbefale at der udarbejdes
lokalplaner for.

Efter den politiske prioritering af projekterne indledes en proces med udarbejdelse af
lokalplan(er), hvor projekterne fortsat tilpasses med hensyn til de parametre som kan
reguleres i lokalplanlægningen. I forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanerne vil der ske
en yderligere inddragelse af borgerene ved borgermøder og høringer.
Administrationen kan endvidere oplyse, at der forventes en statslig udmelding i løbet af
efteråret vedrørende placering af mindre energiparker som alternativ til de tidligere større
energiparker, som der har været overvejelser om.
Inddragelse og høring

De fem projekter har været i 8 ugers offentlig høring i henhold til planlovens § 23 c fra den 3.
april 2023 til den. 4. juni 2023.
Undervejs har der været afholdt informationsmøder for hvert af de fem projekter.

Økonomi
Sagen har på nuværende tidspunkt ingen bevillingsmæssige konsekvenser, men afhængigt af
antallet og hvilke projekter, der igangsættes, kan det få stor konsekvenser for den daglige
drift i Teknik og Miljøcenteret, hvis det skal håndteres indenfor nuværende ressourcer.
Vurdering

Administrationen vurderer, at der foreligger et forløb med en integrering af høringssvarene i
den videre dialog mellem lokalrådene og projektudvikler om tilpasning og justeringer af
projekterne, samt at der foretages en screening af projektområderne.
Et af hovedmålene i Klimaplanen er at sikre fuld dækning af energibehovet gennem lokale,
bæredygtige kilder inden 2030. Administrationen vurderer, at den kommende politiske
prioritering af op til to projekter markerer et potentielt væsentligt skridt mod at opfylde dette
mål. Samtidig vurderes det, at den kommende politiske prioritering repræsenterer en
beslutning om hvordan Ringsted ønsker at imødekomme et grønt energibehov i de
kommende år. Tilgangen kan enten involvere implementering af flere mindre vedvarende
energianlæg eller prioritering af én eller to større anlæg.

Konsekvenser for handicapområdet
Sagen vurderes ikke at have konsekvenser for handicapområdet.

Indstilling
Direktionen indstiller,
1. at høringssvarene tages til efterretning og integreres i den videre dialog mellem
lokalrådene og projektudvikler om justering og tilpasning af projekterne.
2. at den videre proces frem mod prioritering af projekterne tages til efterretning.

Bilag
Bilag 1 – Oversigtskort
Bilag 2 – Høringsnotat for generelle bemærkninger
Bilag 3 – Høringsnotat for solcelleanlægget ved Sørup Herregaard
Bilag 4 – Høringsnotat for Kværkeby Energipark
Bilag 5 – Høringsnotat for Adamshøj Energipark
Bilag 6 – Høringsnotat for Ringsted Sol
Bilag 7 – Høringsnotat for Ringsted Go Green
Bilag 8 – Høringssvar til VE-anlæg generelt
Bilag 9 – Høringssvar til solcelleanlægget ved Sørup Herregård
Bilag 10 – Høringssvar til Kværkeby Energipark
Bilag 11- Høringssvar til Adamshøj Energipark
Bilag 12 – Høringssvar til Ringsted Sol
Bilag 13 – Høringssvar til Ringsted Go Green

På vegne af Nordrup Farendløse Lokalråd

Mette Lund