Velkommen tilbage fra sommerferien

20. august 2024 0 Af Mette Lund

Kære Naboer

Nyt fra Lokalrådet

Vi håber I alle har haft en helt fantastisk afslappet sommerferie.

Lokalrådet er tilbage fra sommerferie og vi har afholdt vores første bestyrelsesmøde mandag 19. august 2024. En afsluttet sommerferie betyder opstart på lokalrådets opgaver og aktiviteter, og vi vil som før sommerferien løbende holde jer opdateret her på siden og på vores facebookside.

På mødet gennemgik vi punkterne på dagsordenen og under evt. kom der en dialog omkring ressourcer i lokalrådet og mængden af opgaver. Vi må i lokalrådet erkende, at vi er hårdt pressede på arbejdsopgaver, hvor Forhandlingsfællesskabet og Biocirc projektet er en kæmpe opgave. Der er en stor opgave i deltagelse i Landsbyforum og opfølgninger på byporte, trafikale forhold i vores landsbyer, manglende slåning af vores grønne fællesarealer osv. Derfor har vi besluttet at sænke ambitionsniveauet i forhold til de ellers mange udviklings- og fællesskabstiltag vi så gerne vil stætte igang i lokalområdet.

Står du og tænker, at du godt kunne lægge frivillige kræfter til hjælp for lokalområdet, så står Lokalrådet med åbne arme og tager imod. Tag blot fat i en af os, vores døre er åbne, du kan også skrive til Lokalrådet via mail og facebook.


Nyt fra Forhandlingsfællesskabet

Forhandlingsfællesskabet havde planlagt at holde ferie, men indrømmet så er det ikke blevet til meget ferie for Forhandlingsfællesskabet.

Debatoplæg

Som den opmærksomme Dagbladslæser, Facebook-kriger har bemærket, er der ikke bare kommet et debatoplæg men mange fra medlemmerne af Forhandlingsfællesskabet over sommeren. Bl.a. et debatoplæg omkring Administrationens såkaldte brug af uvildig rådgiver til at screene for synergien i Biocircs Ringsted Go Green projekt og øvrige VE ansøgninger i Ringsted kommune. En synergi som er faldet ud til fordel for projekterne ved Adamshøj Gods, Kværkeby og Ringsted Sol ved Mulstrup/Havbyrd/Tolstrup. Det er dog påfaldende, at den uvildige rådgiver er bestyrelsesformanden for virksomheden Ringsted Sol. Det kunne Forhandlingsfællesskabet ikke lade være ubemærket. Et debatoplæg omkring politikernes offentlige og aktive protester over en ny telemast i Ringsted Vest, godt for Ringsted Vest de får politikernes opbakning, men hvor er opbakningen til Ringsted Øst med udsigt til 6 vindmøller på 185m højde? Endnu et debatoplæg omkring Biocircs og konstituerede Kommunaldirketør Kasper Sonnes udmelding om at Biocirs Ringsted Go Green projekt ikke vil opkoble solceller og vindmøller på det offentlige elnet, således strømmen kommer ud på det offentlige elnet, med begrundelsen, at man ikke ønsker at betale den statslige afgift, en afgift som er med til at finanisere den grønne omstilling. Taler vi skatteundragelse, det spørgsmål stiller vi og vi stiller specielt de røde partier det spørgsmål, for hvordan harmonerer det med røde kerneværdier i øvrigt?

Møde med borgmester, udvalgsformænd og administrationen

Som skrevet før sommerferien havde administrationens indbudt til møde omkring samarbejde. Forhandlingsfællesskabet stillede som krav, at borgmester, udvalgsformænd fra Plan og Bolig, Klima- og miljøudvalgene samt den konstituerede kommunaldirektør deltog. Det fik vi ja til og har torsdag den 15. august 2024 afholdt mødet. Forhandlingsfællesskabet havde sat dagsordnen og ønskede at tale ind i nedenstående 4 punkter:

  • Processen indtil nu
  • Den fremadrettede proces
  • Forhandlingsfællesskabets forhandlingsmandat
  • Beslutningen af 4. marts 2024

Forhandlingsfællesskabet fik fremlagt vores oplevelse af processen, at der ingen inddragelse havde været og at processen indtil nu har været fejlslagen. Det vedkendte alle tre politikere og det var de enige med os i. Vi aftalte at administrationen, med input fra Forhandlingsfællesskabet, kommer med et udkast til den fremtidige proces for inddragelsen af Forhandlingsfællesskabet. Vi fik politikerne til at love at de ville gå tilbage i baglandet og finde ud af hvilket forhandlingsmandat vi har. Referat er i skrivende stund til kommentering i Forhandlingsfællesskabet.

Nederst på siden kan du læse præsentationen fra mødet.

Nordrup Farendløse Forhandlingsfællesskab vil gerne forhandle

Vi er blevet opmærksommme på at der går rygter om, at Nordrup Farendløse Forhandlingsfællesskab ikke længere vil forhandle omkring projektet Ringsted Go Green. Dette kan vi absolut afvise.

Nordrup Farendløse Forhandlingsfællesskab ønsker at indgå i forhandlinger omkring projektet når mandatet og tid er. Pt. afventer vi Politikernes tilbagevende på hvilket forhandlingsmandat vi har.

Der ud over arbejder Nordrup Farendløse Forhandlingsfællesskab fortsat på at få Biocircs projekt lukket ned, delvist/helt flyttet og ikke mindst minimeret.

Advokat

Forhandlingsfællesskabet har afholdt møde med en advokat med henblik på bistand til forhandlingerne. Det var et positivt møde og vi har valgt at gå videre med advokaten. Ud fra mødet med advokat har Forhandlingsfællesskabet udarbejdet en ansøgning om økonomiske midler fra kommunen til afholdelse af udgifter til advokat, workshops, borgermøde, oplysningstur til VE anlæg med ligende karakter. Vi afventer byrådets behandling af ansøgningen.

Politikernes VE inspirationstur

Forhandlingsfællesskabet har skriftiligt opfordret byrådet til at invitere Forhandlingsfællesskabet med på deres planlagte inspirationstur til Jylland for at få andre kommuners erfaringer med VE anlæg. Der ud over har jeg, som forperson, for Forhandlingsfællesskabet været i telefonisk dialog med borgmester Klaus Hansen, om det samme. Det var en positiv dialog om bevæggrundene for at vi vil inviteres med. Vi afventer byrådets behandling af vores anmodning.

På vegne af Nordrup Farendløse Lokalråd og Forhandlingsfællesskab

Mette Lund

Forperson

Lokal-forankret-groen-omstilling-Forhandlingsfaellesskabet-2